Din hundehvalp har naturligvis behov for gåture. Det handler dog ikke om, at den skal have en masse motion, nærmest tvært imod. Men din hundehvalp har brug for gåture, så den kan lære at besørge udenfor og ikke mindst få nye og spændende indtryk. Det er dog særligt vigtigt, at gåturene er korte og helst på varieret og blødt underlag.

Hvor langt du må gå med din hvalp afhænger bl.a. af, hvilken race din hund er. Hvis du f.eks. har en 9 uger gammel hvalp, som bruger det meste af gåturene på at snuse og kigge, så må og kan gåturene godt være længere. Hvis du i stedet har en hvalp der drøner rundt, så anbefaler vi, at gåturene ikke er længere end 15 minutter, indtil hvalpen er 12-13 uger.

Du bør dog altid undgå gåture med hvalpe, som bliver for monotone. Når vi taler om monoton gang, så er det f.eks. den gang vi ser på asfalt, fortove og lignende, hvor hunden har de samme bevægelser. Dette er i sidste ende hårdt for den unge krop, og som i sidste ende kan have en betydning for udviklingen af sener og led.

Når din hvalp er mellem 12 og 13 uger, så kan du godt tillade dig at gå nogle længere gåture. Vi vil dog gerne sige, at det helt grundlæggende ikke er vigtigt for din hvalp at gå lange ture, men i stedet nogle ture, hvor der er masse af nye indtryk, herunder nye miljøer, dufte og forskellige underlag.

Vi har altid en god huskeregel som lyder; Din hundehvalps alder i uger, svarer til det antal minutter din hundehvalps gåtur må vare.

Hvis du oplever at din hvalp ikke er tryg ved at gå ture i starten, og samtidigt ikke vil besørge, så kan du med fordel gå den samme tur i nogle dage, og hvormed du begrænser alt for mange nye indtryk. Og som du sikkert allerede har gættet, så er der ikke to hvalpe der er ens. Nogle hvalpe kræver mange nye indtryk, mens andre hvalpe kræver knap så mange nye indtryk.

Hvornår må jeg gå lange ture med min hundehvalp?

I takt med at din hundehvalp vokser og bliver ældre, så kan du stille og roligt og gradvist øge længden på gåturene. Som vi allerede har nævnt, så skal du under hele opvæksten være særlig opmærksom på, at din hundehvalp går på varieret underlag, og meget gerne i et lidt kuperet terræn, og helst ikke for mange gåture på asfalt, fortove og lignende.

Når din hundehvalp på et tidspunkt er fuldt udvokset, så er der ikke længere nogen begrænsninger for, hvor lange ture du må gå med den. Du skal dog altid huske på, at længden på gåturene skal matche hundens kondition.

Ganske som det er ved mennesker, så skal en hunds kondition også bygges langsomt op – start med en masse små ture, for dernæst at gå nogle lidt længere ture, mens du til sidst kan gå nogle lange ture. De små hunde er som regel fuldt udvokset efter ca. 12 måneder, mens de større hunde først er fuldt udvokset efter 18-24 måneder.

Hundeguide.dk